Billedet på sidehoved
image

Principper for digitale medier

Digitale medier omfatter bl.a. skolens og elevernes medbragte computere, tablets, digitale ure og mobiltelefoner, kort sagt: Digitale devices.

Mål
Vi ønsker at elever, forældre og medarbejdere har en sund og ansvarlig adfærd, når de digitale medier anvendes.

IT og digitale medier inddrages som en naturlig del i skolens hverdag. Der arbejdes hen mod opfyldelse af Folkeskoleloven og Hjørring kommunes skolepolitiske mål således, at IT inddrages i alle skolens fag på alle klassetrin.

Ansvarlighed
Skolen forventer, at alle behandler skolens udstyr med omtanke og logger af, når udstyret ikke bruges, så misbrug undgås.

Vi anbefaler, at der benyttes kode på privat udstyr. Koden skal indtastes, før enheden kan benyttes. Skolen kan i den forbindelse ikke stilles til ansvar for brugerens handlinger.

Lyd-, billede- og videooptagelser.
Det er ikke tilladt at optage og dele lyd-, billede- og videooptagelser af aktiviteter i skoletiden uden lærerens godkendelse.

Anvendelse
Anvendelse af private såvel som skolens digitale medier er primært til brug i undervisningssammenhæng. Brug i pauserne er tilladt efter aftale med skolens personale.

Det er ikke tilladt at fremvise sider med pornografisk, racistisk og/eller voldeligt indhold.

Digitale medier skal desuden anvendes til undervisningsformål, hvilket betyder, at der ikke spilles computerspil eller kommunikeres på mail eller sociale platforme i undervisningen, med mindre det er aftalt mellem lærer og elev.

Det er de enkelte faglærere, der vurderer, hvornår og til hvad digitale og andre værktøjer skal bruges i undervisnings-/læringssammenhæng - og tilsvarende skal være gemt væk - så der ikke opstår forstyrrelse af fokuseringen i undervisningen/læringen.

IT som en naturlig del af skolen.
Det forventes, at netetik og fornuftig brug af digitale medier inddrages på forældremøder minimum en gang i hver fase.

IT og digitale medier må også anvendes i pauserne, så længe skolens politik følges.

I de enkelte faser eller klasser kan der laves ordninger, der i perioder begrænser - eller helt udelukker - anvendelse af IT-udstyr og private mobiltelefoner i frikvartererne ud fra særligt

formulerede pædagogiske målsætninger. Efterfølgende orienteres forældrene herom. For elever med særlige behov laves der undtagelser efter aftale med forældrene.

Brug af sociale medier
Sociale medier omfatter i denne forbindelse bl.a. Facebook, Twitter, SMS, Instagram, Snapchat og  mail. Skolen opfordrer alle brugere (både elever, forældre og ansatte) til at tænke grundigt over, hvad der lægges ud, da der ikke er nogen fortrydelsesret på nettet.

Ophavsret
Materiale hentet fra nettet må kun bruges efter gældende regler for ophavsret. Reglerne siger i korte træk, at man gerne må lave en udskrift af en tekst, man har fundet på Internettet. Udskriften må man dog kun bruge selv og evt. give til nogle enkelte venner. For kopiering og brug af billeder gælder de samme regler som for tekster.

For yderligere informationer om ophavsret se http://design.emu.dk/artik/04/36-juridisketips.html 

Forsikring
Skolen råder ikke over forsikringer, der dækker skader på privat udstyr. Der henvises til familiens basisforsikring.

Opbevaring
Eleverne kan i samarbejde med skolens personale aftale, hvorledes opbevaring kan lade sig gøre, fx ved aflåsning af klasselokale.

Brud på skolens politik
Ved brud på skolens politik vil der bliver taget stilling til det videre forløb i samarbejde mellem skole og hjem. I særlige tilfælde kan SSP-samarbejdspartnerne inddrages.

I grove tilfælde kan der være tale om overtrædelse af bestemmelser i straffeloven, fx ved uberettiget videregivelser af billeder af andre personer og blufærdighedskrænkelse.

Godkendt i skolebestyrelse og MED-udvalg, januar 2017